Nu har jeg altså besluttet, at jeg vil til at være lidt mere aktiv og få skrevet nogle flere indlæg. 🙂
Nu er foråret for alvor kommet til Nuuk og der er sket rigtig meget siden sidst – et par vandreture, et besøg fra DK, to bådture og så er jeg gået hen og har fået grønne fingre (selvom jeg nok altid har haft det).
For ikke at blande æbler og pærer sammen, vil jeg starte i kronologisk rækkefølge og dermed med vandreturen til Kobbefjorden.
Det hele begyndte med, at vejret så småt viste tegn på at foråret var rundt om hjørnet – det var lunt og solen skinnede rigtig meget i den periode. Gunilla og jeg havde i længere tid snakket om at gå om på den anden side af Store Malene (højre om), så det blev det altså startskuddet for turen.
Det var d. 13 maj 2010 og vi havde lånt en bil og kørte derfor til Qinngorput, hvor vi parkerede og startede med at gå op i terrænet. Det varede ikke længe før jeg følte et inderligt behov for at tage dagens første billede af dalen ned mod Qinngorput, og tror det eller lad være, men allerede på dette spæde tidspunkt, kom turens første forskrækkelse! Jeg havde timerne forinden redigeret nogle billeder og var “kommet” til at glemme memorykortet i min bærbar. Og jeg tror at vi alle godt kan forestille os hvad der sker hvis man ikke har et kort i sit kamera (for ikke at blive for teknisk, så er der ingen intern hukommelse i mit spejlreflekskamera). Så mit dyrebare kamera blev puttet tilbage i tasken og mobilen blev taget i brug resten af turen (læs: hele turen). 🙁
Nå, men vi begav os længere op i terrænet og langsomt rundt om pynten. Når man sidder trygt hjemme i stuen og kigger på enten Store Malene eller på et kort, tænker man, ja ja, det er sådan en lille smuttur uden de store strabadser. Men tror mig når jeg siger at jeg fik nok at tænke på, halvvejs derud skulle vi passere nogle MEGET stejle klippevægge som gik helt ned i vandet. Altså skulle der ikke meget tænkekraft til at forestille sig hvad der ville ske hvis man kom i skred! Og på et tidspunkt gik det så stejlt at der var lagt et reb som man skulle klatre ned af – jeg tænkte “gad vide hvad der er dernede og hvor det ender”! Men langt om længe fik vi bevæget forbi stykket med de stejle klipper og hen imod Kobbefjorden og synet til Hjortetakken som er et lidt større og vildere bjerg end Store Malene.
En anden opdagelse som vi gjorde var, at der var et blomsterliv uden lige, især hvis man tænker på årstiden og hvilken breddegrad man er på. Grunden er jo helt sikkert at klippevæggen vender mod syd og ligger i læg af selve bjerget. Og selvom foråret allerede dengang var på vej, stødte vi alligevel på sne hist og pist.
På hjemturen gik vi forbi en lille sandstrand med snedriver. Må indrømme at det var lidt af et underligt syn, for det første er man ikke rigtig vant til strande, bare rå klipper som går dybt ned i vandet. Der lå også et lille forladt sommerhus eller hvad det nu engang har været. Det så rigtig idyllisk ud.
Da vi så igen kom til stykket med de stejle klipper bevægede vi os længere op i terrænet. Her stødte vi så på endnu et reb som vi så som den eneste mulighed. Jeg kunne godt se at det ikke var det samme, men vi kunne ikke finde det andet, så vi blev nødsaget til at stole på at det var bundet godt til en solid sten/klippe længere oppe.
Vel hjemme igen tænkte jeg at det var utroligt at sådan en lille smuttur kunne tage ca. 6 timer og vise sig at være mere krævende end hvad godt er. 🙂
