I dag (19. okt.) er det en dejlig flot søndag “vinterdag”, lidt nyfalden sne, en skyfri himmel og solen er så småt ved komme til frem fra Store Malenes skygge. Vi var i går ovre hos Birthe og Søren for at spise aftensmad og har denne gang overnattet hos mig. Maja og Elisabeth er ved at lave nybagte boller, de kommer helt sikkert til at smage himmelsk. Imens tænkte jeg at udnytte tiden til at få skrevet et indlæg fra da Niels Jacob var heroppe.

I mit sidste indlæg, omkring min første succesrige jagttur med Ludvig og Maja, glemte jeg vidst at fortælle at jeg efter hjemkomsten fik en dejlig overraskelse fra min dejlige kæreste. Hun mente at jeg havde fortjent samme gode jagtkniv som Ludvig havde med. Det specielle ved den er, at den har en opsprætter-funktion som samtidig kan bruges når man tager skindet af dyret. Man kunne få den indgraveret, så nu er jeg den heldige ejer af en EKA Swingblade med indskriften Piniartorsuaq, som betyder “storjæger” på grønlandsk.

Vi (NJ og jeg) havde siden foråret snakket om at det kunne være en oplevelse at komme ud på jagt sammen heroppe. Nu var jeg jo også selv rimeligt fokuseret på at jeg altså skulle på x-antal jagtture og nedlægge mindst et rensdyr. Så vi besluttede os for at han skulle komme herop fra d. 13-26. august.

Op til hans ankomst, fulgte Maja og jeg ret intens med i vejrudsigten, og vi enige om at vi skulle af sted ud i fjorden samme dag som han landede med flyveren. Vi skulle altså udnytte tiden og vejret mens vi kunne. Det skulle være fint vejr den dag han ankom, dernæst en dag med regn, men så igen lidt opklaring.
Vi hentede ham i lufthavnen og kørte hjem til mig, hvor vi fik stillet bagagen, pakket til fjordturen og fik spist lidt frokost.

Dernæst var det bare at komme ned til båden og af sted til Kapisillit, hvor vi skulle være de efterfølgende to dage. Vi havde taget begge mine 2.23’er med så vi begge kunne skyde hvis/når vi så nogle dyr. Turen derind gik uden de store problemer, der var lidt is, men ikke noget faretruende. Da vi kom derind, sejlede vi direkte over til elven hvor vi smed ankeret. Vejret var nogenlunde med os, dog skulle der komme regn senere, så vi fik hurtigt gummibåden i vandet og sejlede ind til bredden. Maja ville rigtig gerne plukke bær, så det var kun brormand og jeg der skulle på jagt efter rensdyr. Da NJ i sine unge år “kun” har gået til skydning med salonriffel og at det er ved at være en del år siden, skulle han da lige prøveskyde et par skud inden selve jagten begyndte. Vi skulle jo nødig ha at man ikke ramte første gang.

Vi besluttede os for at gå op langs dalen på den venstre side af elven. Vi spejdede mens vi gik længere og længere ind i dalen, og et par kilometre inde så vi pludseligt noget i kikkerten – desværre to andre jægere der havde nedlagt to rensdyr. 🙁 Hmm. ikke det fedeste syn når man selv er på jagt, men vi skulle da lige hen og kigge, og fik da også en snak med dem. Den ene som havde skudt begge to sagde, at der var en flok på ca. 8 som havde løbet ned ad i dalen, så vi besluttede os for at prøve at gå i den retning. Det viste sig at være en god ide, ikke fordi vi fandt dyrene, men fordi da vi havde gået lidt tid kunne vi se at der var regn på vej. Vi satte derfor farten lidt op, alt imens vi kiggede efter rensdyrene. Vi så/fandt dem dog aldrig den dag, men kom lettere våde ned til båden hvor Maja tålmodigt stod og ventede på os.
Vi fik roet ud til båden og resten af aftenen foregik i tørvejr i båden hvor vi snakkede lidt om dagens begivenheder og fik lidt at spise.
Dagen efter regnede det stadig og havde gjort det næsten uafbrudt fra dagen før. Vi drøftede lidt hvad vi havde lyst til at lave en og vi blev enige om at vi gerne ville ind og fiske lidt i elven – Maja vil dog gerne fortsætte sin bærplukning. Vi fik os iklædt regntøj og støvler fra top til tå og tog så ind og gik langs med elven, hvor vi afprøvede de forskellige “pools” i elven. NJ og jeg fik et par fisk, dog ikke så store som fra nogle af de andre elve, så de blev smidt ud igen.

Dagen efter vågnede vi op til det roligste vejr – lettere overskyet, men ingen regn eller blæst. NJ og jeg tog derfor af sted tidligt på morgenen. Vi besluttede os for at tage kursen lidt højere oppe i terrænet, hvilket næsten var samme hjemtur som på førstedagen. Ca. 2km inde i landet så vi pludselig en flok rensdyr på 5-6 stykker. De havde dog også set os, og løb en smule væk og stod lidt og stirrede i vores retning. Vi fik hurtigt dukket os og krøb om bag ved nogle store sten. Imellem tiden var de løbet om bag ved en lille knold, men kom frem igen og virkede nu ret rolige. De kunne ikke se os længere og vi lå godt bag ved en stor sted. NJ og jeg havde forinden besluttet, at han skulle prøve at skyde først, så da hans skud lød, skød jeg også lige bag efter.
Det ene rensdyr kunne vi se vælte om på siden med det sammen, det andet løb et par skridt og var nu ude for syne. Jeg løb efter en af de andre som nu var løbet om bag ved en klippe, men efter ca. 5 min senere kunne vi begge se at de resterende nu stod ca. 500-750 m længere nede i dalen. Hmmm. skide godt bettebror udbrød jeg, men var ikke helt tilfreds med mit eget skud. Jeg sagde til ham at jeg altså mente at jeg havde ramt den, og vi gik derfor lidt længere ned af fjeldsiden. Og ganske rigtigt, ca. 50 m fra hans dyr lå der endnu et dødt dyr. Nu kom så første del af det egentlige arbejde mht. rensdyrjagten, nemlig brækning af dyret. Jeg viste på bedste vis NJ hvad jeg to uger forinden selv havde fået vist af Ludvig, og ca. 1 times tid senere satte vi så kursen mod båden, hver med et rensdyr på nakken.

Vi havde tage Walkie-talkier med derind (en til os og en til Maja) og da vi kunne se båden, kaldte vi Maja op og fortalte om de gode nyheder. Da vi kom derned og fik roet ud til båden, fik vi en bajer og så skulle vi ellers lige ha pelset de to rensdyr.

Nu hvor vi havde fået dyr og vi jo faktisk også var på sidste-dagen derinde, besluttede vi at vi ligeså godt kunne sætte kursen mod Nuuk. Jeg havde nemlig en lille overraskelse i ærmet, nemlig at vi på hjemturen skulle slå et smut forbi Qorqut, hvor vi kunne fiske i elven og ikke mindst få en god afsluttende middag på restauranten derinde.

Som bonus oven i det hele, så vi så også en springende hval på vej hjem til Nuuk. 🙂 Torrak!

Da vi så var kommet godt hjem og havde hængt dyrene op i mit skur, havde vi nu to dages afslapning i Nuuk, inden vi havde aftalt at vi skulle af sted igen – på nye eventyr. 🙂
Denne tur skulle gå lidt længere ind i fjorden, blandt andet ind til det sted hvor jeg 14 dage tidligere havde skudt mit første rensdyr og hvor vi ville se i hvilken stand geviret var i, for måske at tage det med hjem så det kunne ende sine dage som et trofæ på væggen og ikke mindst et godt minde.

Turen derind gik fint, der var lidt tåge da vi begyndte at nærme os den lille vig hvor vi skulle anke op. Men det drev heldigvis hurtigt over. På nuværende tidspunkt var kl. omkring 17 og vi gik i land for at kigge på geviret som lå lidt længere oppe i terrænet. Geviret stand viste sig desværre ikke at være så god, spidserne var gnavet over/knækket så vi gad ikke at tage det med. Til gengæld tænkte vi, at nu hvor vi var kommet derind, kunne vi jo lige så godt udnytte det og se området bag ved bakken. Det blev til en fin travetur, hvor vi så et enkelt nysgerrigt rensdyr, som ikke kunne beslutte om det ville flygte eller kigge lidt nærmere på hvem vi var. Vi opdagede på dette tidspunkt at vi ikke havde bæreselerne med, og da turen jo først lige var begyndt så nød vi bare synet af rensdyret.

Vi tog derfor tomhændet tilbage til båden og satte kursen mod næste sted, Ujaragssuit Paavat, som ligger på den anden side af fjorden. Her er en lille vig, hvor der er lidt lavvandet og derfor er der ikke så mange isskosser. Vi fik smidt ankeret og fik lidt at spise hvorefter vi gik til køjs.

Næste morgen havde vi planlagt at det primære mål for dage skulle være gletscheren omme på den anden side af en bakkekam. Ca. en tur på vel 7 km (hver vej). Så vi fik smurt os nogle rugbrødsmadder, pakket rygsækken med mit gode Nikon D7100 kamera og to linser, et gevær samt bæresele + kniv. Alt skulle dermed være på plads, både i forhold til billeder og hvis vi stødte på et stort rensdyr.

Der var to andre både derinde, den ene sejlede væk i løbet af morgenen, så de skulle åbenbart bare overnatte derinde i sikkerhed for isen. Den anden båd havde slået lejer i telte på land og var på vej længere ind i dalen. Vi gik derfor direkte lige op af bakken ved kysten for ikke at gå i deres fodspor. Da vi nåede op på et plateau, så vi hurtigt to mindre rensdyr. Vi snakkede lidt om vi ville skyde dem eller først tage ind til gletscheren. Da det “kun” var 1-2 års rensdyr, besluttede vi at vi jo kunne spejde lidt efter dem på hjemturen. Så turen fortsatte opad og længere ind mod gletscheren/indlandsisen. På vejen derind så vi også to hare som viste hvor hurtige de er. Føj, hvor er det godt at man ikke skal løbe efter dem. 1 min og så er de bare langt væk.

Turen til gletscheren gik rigtig fint, og vi fik spist vores madder derinde, taget nogle billeder, nydt stilheden og ikke mindst udsigten. Det skal siges at det er første gang at jeg var så langt inde i fjorden, så det var også en stor oplevelse for mig.

[hana-flv-player video=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140819-gletcher.flv” width=”608″ height=”336″ player=”2″ autoload=”true” autoplay=”false” loop=”false” autorewind=”false” splashimage=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140819-gletcher.jpg” /]

På vejen hjem spejdede vi nu lidt mere efter rensdyr, vi så et lille et som NJ sneg sig ind på. Vi besluttede dog, at det simpelthen var for lille og at det skulle få lov til at leve et år mere. Jeg fik sneget mig ret tæt på det, vel. ca. 10-15 meter eller noget lignende. Det kunne i hvert fald godt høre lukkeren i kameraet og pludseligt løb det af sted i en rasende fart.

[hana-flv-player video=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140819-Rensdyr.flv” width=”608″ height=”336″ player=”2″ autoload=”true” autoplay=”false” loop=”false” autorewind=”false” splashimage=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140819-Rensdyr.jpg” /]

Vi fik dermed ikke skudt dyr den dag, og planen var nu at vi skulle over imod Nordlandet, til et sted i Qugssuk hvor jeg året før havde været med Jimmy. Stedet har en super god ankerplads med et vandfald der løber ned i en lille vig. Planen var, at vi skulle prøve at få slæbt gummibåden + motor de 100 m op af bakken og hvor elven starter sit korte løb. Her begynder der nemlig en 5km lang og snoet sø, og jeg havde siden sidste år tænkt, at den måtte man da kunne sejle op ad og dermed spare et par kilometer gåtur.

Vi lagde som sagt for anker og næste dag slæbte vi så båden og påhængsmotoren op. Det gik rigtigt fint og vi fik sejlet ind i bunden af søen.

[hana-flv-player video=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140820-Qugssuk.flv” width=”608″ height=”336″ player=”2″ autoload=”true” autoplay=”false” loop=”false” autorewind=”false” splashimage=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140820-Qugssuk.jpg” /]

Her gik vi i land og spejdede nogen tid efter dyr – de var dog pist væk. Vi kunne til gengæld se, at andre også havde fået samme ide, for midt ude i søen var der nu en anden gummibåd med tre mænd i. De havde dog ikke motor og sejlede derfor noget langsommere. Vi gik ned til vores gummibåd og sejlede over på den anden siden for at gå en tur mere og spejde efter dyr. Vi så heller ikke nogle derovre og tog dermed tomhændet tilbage til Ørnvik’en.

Nu sejlede vi sydover langs med Nordlandet, målet var vores sidste destination hvor jeg heller ikke havde været tidligere og som jeg derfor godt kunne tænke mig at udforske. Og så er det også på vej hjem mod Nuuk, hvor det var meningen at vi skulle nå til inden aftenstid.

[hana-flv-player video=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140820-hjemtur.flv” width=”608″ height=”336″ player=”2″ autoload=”true” autoplay=”false” loop=”false” autorewind=”false” splashimage=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140820-hjemtur.jpg” /]

Da vi kom ned til den lille vig, hvor der var et par sommerhuse, roede vi i land og begyndte turen opad/indad. Vi kom op på toppen af et mindre bjerg hvor vi hurtigt kunne konstatere at det snart ville begynde at regne. Vi spejdede lidt efter dyr og tog tilbage til båden så vi kunne komme hjem inden mørkets frembrud. Og desuden så det også ud til at havdisen var begyndt at komme ind længere ude omkring Nuuk.

Alt i alt var det en super god tur, dog uden rensdyr, men så er der jo heller ikke så meget arbejde efterfølgende. 🙂

Efter et par dage afslapning i Nuuk, hvor vi bl.a. fik besøgt og spist aftensmad hos Birthe og Søren (Majas’ forældre) var dagene nu få til NJ skulle retur til DK, og vi besluttede derfor at vi henholdsvis skulle ned sydpå til Præstefjorden for at fiske ørreder og så selvfølgelig op på Store Malene for at nyde den pragtfulde udsigt deroppe.

Turen til Præstefjorden skulle bare være en 1-dags tur, da der ikke er længere end ca. 30 km. derned, hvormed man sagtens tage derned tidligt om morgenen og så være hjemme igen inden mørkets frembrud.

Vi kom fint derned, smidt ankeret, pakket en kamerataske + to spindestænger og så var det ellers bare at gå et par km. ind inden det fantastiske fiskeri kunne begynde. Da vi kom derind og vi skulle til at fiske, vidste jeg at der bare var masser af fisk, så jeg sagde til NJ at jeg ville vædde med at første fisk var på land indenfor 1min. Og ganske rigtigt, måske i første eller andet kast var der allerede hug.
Dagen gik med nøje at se efter mulige fiskepladser og så tilbyde spinderen så lækkert som muligt for de mange ørreder. Men vi bevægede os længere og længere op af elven sagde jeg til NJ at vi ikke skulle beholde nogle af ørrederne, i hvert fald ikke endnu. For dagen var stadig ung og vi ville drukne i fisk hvis vi allerede begyndte nu. Dermed var det kun de ørreder der var kroget for langt nede i gabet som vi blev nødt til at slå ihjel og dermed beholde. Da vi om eftermiddagen nærmere os slutdestinationen lidt længere inde, spiste vi vores madpakker og så gik turen ellers tilbage af. Nu kunne vi godt begynde at tage de største ørreder med hjem. Da vi om aftenen var tilbage i Nuuk, tror jeg resultatet var ca. 15 pæne ørreder fordelt i to store plastiskposer. Aftenen gik dermed med at filettere de mange ørreder.

Dagen efter som var sidste dag for NJ’ besøg, tog vi op på Store Malene. Det blæste en lille smule, men heldigvis fra den rigtige retning. Udsigten deroppe taler for sig selv og skal prøves. Om aftenen havde vi bestilt bord på restaurant Sarfalik som ligger øverst på Hotel Hans Egede. Vi fik en super god tapas-menu bestående af 9 forskellige tallerkener.

Efter sidste års begyndende jagt efter de der rensdyr, og hvor det ikke blev til noget nedlagt dyr, har jeg hele foråret og sommeren gået med grusomme planer om at jeg altså i år SKULLE få skudt minimum ét rensdyr. Det burde da for pokker kunne lade sig gøre. Eller skulle man virkelig også gå igennem 2014 uden dyr?

Sidste år kan man vel sige at jeg på tre sådan rigtige jagtture af kortere eller længere varighed. Ingen af dem førte til dyr, så jeg havde gentagende gange sagt til Maja at jeg ville starte med jagt allerede når sæsonen begyndte og havde også lagt min ferie derefter.

På arbejdet havde jeg igennem månederne snakket med diverse kollegaer om alt vedrørende jagten og en dag blev jeg med en af dem fra min afdeling enige om at vi skulle ud sammen. Det var med Ludvig der arbejder i vores IT-afdeling, altså dvs. samme afdeling som jeg selv efter at jeg er flyttet til derop. 🙂

Nå, men aftalen blev, at vi (Maja, Ludvig og jeg) sigtede mod at tage til Iluliarlik hvor Ludvig flere gange tidligere havde været på jagt og med stor succes. Jeg havde godt hørt om stedet som ligger tæt ved fuglefjeldet, men har faktisk aldrig været så langt inde i fjorden før og havde desuden også hørt at det skulle være et meget lavvandet område hvor man skulle følge en usynlig elv under vandet. Altså et sted hvor det vil være super godt at have en med som tidligere havde sejlet der. Så det var kun godt at Ludvig tog med på turen derind.

Det regnede lidt på vejen derind, men is-mæssigt var det ganske fint. Da vi nåede ind til fuglefjeldet overtog Ludvig rattet. Dybdemåleren begyndt hurtigt at vise at vi nærmere os det lavvandet område og da vi sejlede i omkring 3 meters dybde blev farten sænket. Vi sneglede os af sted mens vi konstant kiggede på dybdemåleren som svingede imellem 2-3 meter. Da den kom ned på omkring 1 meter, stoppede vi op, bakkede lidt tilbage og forsøgte en anden retning. Men vi syntes alle tre at det lige var lavvandet nok, så vi besluttede i stedet for at tage til et andet sted længere inde i fjorden, nemlig London-mining-fjorden.

Nedenfor har jeg markeret Iluliarlik med et 1-tal og London-mining med et 2-tal.

Nå, men vi tog som sagt ind til London-mining og tøffede ind til bredde i gummibåden. Derinde har Londing-mining sin base mht. deres undersøgelser, så vi gik derind til vagten og Ludvig spurgte ham lidt om de havde set rensdyr derinde.

Vi gik en god aftenstur på ca. 15km uden at se et eneste levende rensdyr. Så lettere slukøret tilbage i båden besluttede vi os derfor at prøve et andet område tidligt næste morgen. Dette har jeg markeret med et 3-tal på ovenstående kort.

Da vi sejlede derover omkring kl. 6 næste morgen, så vi en anden stor fiskekutter som også lå derinde i en lille bugt. Vi tog kikkerten frem og spejdede over fjeldsiderne efter rensdyr og pludselig sagde Ludvig at han kunne se et. Maja kunne også spotte den og så tog Ludvig og jeg den hurtige beslutning om at vi hurtigst muligt skulle ro ind og liste os ind på den.
Maja blev dermed i båden og kunne følge både os og rensdyret.

Da vi nærmede os dyret og kunne se den, tog jeg sigte men følte at jeg ikke var hel sikkert på at jeg kunne ramme den. Vi krøb derfor lidt nærmere og så følte jeg mig mere tilpas og bang så lå den ned i græsset i første skud. 😀

Vi gik stille og roligt hen til dyret og da der var allerede var begyndt at komme en del myg, blev vi enige om at jeg nok hellere skulle tage tilbage til båden for at hente myggenet og så kunne Maja jo også komme med ind på land.
Dernæst fik vi brækket dyret op og jeg fik båret dyret ned til båden på rigtig grønlændermanér, dvs. vha. en bæresele og bagkroppen over nakken.

Da vi atter stod i båden med dyret og vi skulle til at sejle hjemad, skulle vi lige fejre det med en bajer selvom klokken vel kun var omkring 11.

Vel i havn og dyret hjemme i køkkenet, fik vi så en lektion af Ludvig i hvordan man skulle grovpartere det.
Vi fik ligeledes taget et billede af bæreselen, så vi efterfølgende selv kunne lave os et par stykker. 🙂

Alt i alt en super god tur og yderst tilfredsstillende i forhold til at få nedlagt et rensdyr i år.